Den danske firma bag genoptræningsrobotten Robert skifter navn. Fremover hedder selskabet Life Science Robotics. Selskabet er nået til en ny fase i dets historie.
Aalborg-virksomheden bag genoptræningsrobotten Robert har tidligere været ude og lufte firmanavnet Life Science Robotics. Men nu skifter selskabet officielt navn, fremgår det af dets hjemmeside.
Baggrunden for navneskiftet er, at selskabet træder ind i en ny fase, lyder forklaringen. Indtil for nylig var alle selskabets produkter i udviklingsfasen, men nu er robotten Robert blevet klar til markedet og CE-godkendt, så den kan anvendes på hospitaler, genoptræningscentre og plejehjem.
Produkterne skal ud over grænserne
”Med navnskiftet vil vi slå fast, at vi er et firma med robotter og sundhedssektoren dybt inde i vores DNA. Desuden skal det signalere, at vi har taget skridt hen imod at blive en international virksomhed. Potentialet i vores produkter er ikke begrænset til det danske marked, men rækker ud over landegrænserne,” siger Keld Thorsen, der står i spidsen for Life Science Robotics ApS.
Life Science Robotics sendte for nylig genoptræningsrobotten Robert ud i kliniske test på danske hospitaler.