Fremover kan brugere af Gmail spare tid ved at få en AI-styret sproggenkendelse til at fuldføre mails. Kloden rundt sendes der over 280 milliarder mails om dagen.
Intelligente systemer, som emulerer menneskelig sprogbrug, er nået et skridt videre og træder nu ind i vores mailkorrespondance. Fremover kan brugere af blandt andre Gmail få hjælp til at skrive de elektroniske breve hurtigere.
I Gmail hedder funktionen Smart Compose. Den består af en AI med såkaldt NLP, Natural Language Processing, altså sprogprocessering. Dermed slipper brugere for at fuldføre sætninger, som for eksempel ”mange tak for det”, da systemet gætter sammenhængen og automatisk fuldfører den for brugeren.
NLP breder sig i flere programmer
Smart Compose er et supplement til funktionen Smart Reply, som Google introducerede i 2017. Med Smart Reply kunne brugerne hurtigt afgive svar til afsendere ud fra en række forslag stillet af systemet. Mindst 12 procent af svarene i Gmails millioner af indbakker er dannet af Smart Reply.
Smart Compose er blot en af flere teknologier, som bruger AI til at forudsige, hvad vi måske mener med et ord eller en sætning. Forudsigende tekstalgoritmer, der bygger videre på, hvad vi tidligere har skrevet, er næsten standard i smartphones. Teknologier, som kan færdiggøre vores sætninger i tekstbehandlingsprogrammer, er også ved at brede sig.
Automatisering kan ændre hjernen
Udover direkte deling af indhold med Google, hvilket kan rejse spørgsmål om privatlivets fred, gør Smart Compose og Smart Reply vores elektroniske samtale automatiseret. En udvikling, der kan have indflydelse på, hvordan vores hjerner arbejder.
”Forudsigelse er grundlæggende for vores opfattelse og vores forhold til verden,” siger Maria Geffen, der studerer neuronale kredsløb til auditiv opfattelse og læring ved University of Pennsylvania, til mediet BBC.
”Vores hjerne foretager konstant forudsigelser. For eksempel, når vi lytter til nogen under høj baggrundsstøj, danner vi forudsigelser om ord og sætninger, selv om vi kun hørte lyde. Dette gælder også for mere komplekse kognitive opgaver, herunder at danne en sætning.”
Trods eventuelle betænkeligheder kan NLP-bårne teknologier være med til at reducere tidsforbruget. I dag sendes 281 milliarder mails dagligt mellem næsten fire milliarder mail-brugere, hvilket betyder, at den enkelte bruger i snit modtager 76 mails om dagen.