Hjem / Kultur & samfund / Fredagskronik: Dansk robotindustri er verdensberømt – og ikke kun i Danmark
Verdens øjne hviler på de danske robotvirksomheder, der opfinder innovative og praktisk brugbar teknologi.

Fredagskronik: Dansk robotindustri er verdensberømt – og ikke kun i Danmark

Denne fredagskronik er skrevet af Malene Grouleff og Marianne A. O. Andersen fra Grouleff Communications. De sætter fokus på det danske robot-boom, på hvordan flere unge og innovative, danske robotvirksomheder er blevet købt for milliardbeløb. Verden kigger på de danske robotter.

Malene Grouleff og Marianne A. O. Andersen skriver kronikken denne fredag.

Malene Grouleff og Marianne A. O. Andersen skriver kronikken denne fredag.

Inden for få år er flere unge, innovative danske robotvirksomheder blevet købt for milliardbeløb. To eksempler på disruptive virksomheder, der vokser eksplosivt, konstant sætter nye tekniske standarder og afsætter robotter i hele verden er Universal Robots og Mobile Industrial Robots. Den ene sidder i dag på næsten halvdelen af det globale marked for cobotter (kollaborative/samarbejdende robotter). Den anden har med kometagtig fart sat en helt ny teknologi på banen, som forbedrer arbejdsmiljø, sikkerhed og effektivitet i produktionshaller og på sygehuse over hele verden. Utallige andre danske robot-iværksættere er godt på vej ind på den globale arena, heriblandt fynske OnRobot med en bred vifte af end-of-arm-tooling, nordjyske Intelligent Marking, hvis robotter opstreger sportsbaner for blandt andet klubber i NFL og københavnske Flow Robotics, hvis pipetteringsrobot sparer laboranter for de arbejdsskader, de har kæmpet med i årevis.

Nye tal fra Teknologisk Institut fortæller, at 44 procent af danske virksomheder nu bruger robotter i en eller anden udstrækning i produktionen. En af årsagerne til robotsuccesen er den danske tradition for tværfagligt samarbejde: Opfindere, slutbrugere, investorer, producenter, integratorer og forhandlere som for eksempel Bila samt forskere via for eksempel RoboCluster spiller sammen og bidrager til, at Danmark har en global sjetteplads i robotudbredelse.

Journalister og eksperter fra hele verden holder øje med roboteventyrlandet. Selvom vi i brug af industrirobotter overhales af Sverige, har Danmark førertrøjen, hvad angår produktion. ”Danmark: Robotland” står der for eksempel på forsiden af det norske magasin Elektronikks oktober-nummer.

”Danmark er blevet en af nøgleaktørerne på den globale robotscene, og i processen har I skabt kompetencer, der er afgørende for dagens og fremtidens verden. I Finland har vi med beundring fulgt væksten af den danske robotklynge: Fra effektive industrirobotter til innovation, der bemærkelsesværdigt forbedrer sundhedsydelser og giver nye løsninger til plejehjem. Dansk robotindustri er faktisk blevet et globalt hit, og jeg vil gerne sende mine varmeste lykønskninger til vores medskandinaver for et godt udført arbejde,” istemmer den finske digitaliseringsekspert og forfatter Cristina Andersen.

Redaktør Susanne Nördinger fra det anerkendte tyske medie Verlag Moderne Industrie GmbH havde for nylig afsat flere dage til en tætpakket researchtur rundt til en række robotproducenter og interesseorganisationer. Hun fortæller:

“Danmark er blevet et vartegn for samarbejdende robotter. Det ses tydeligt på messer som Automatica i München, hvor danske robotvirksomheder er tilløbsstykker. Alle tyske robotentusiaster har fulgt Universal Robots’ hurtige vækst og er imponerede over, hvordan virksomheden ændrede hele robotmarkedet og det økosystem af robotvirksomheder, der er vokset op omkring Odense.”

Det franske magazine L’Usine Nouvelle fortæller også om den danske robotklynge, der vil “vokse og brillere”. Magasinet lægger mærke til, at Industri 4.0 er nævnt i vores nationale digitale vækststrategi, og til vores sjetteplads i robotbrug, selvom ni ud af ti danske produktionsvirksomheder er små eller mellemstore.

Danske robotter er venlige

Mark Jagiela, der er CEO i amerikanske Teradyne, der senest har investeret 1,7 mia. kr. i Mobile Industrial Robots, fortalte dengang, at folkene i virksomheden var den væsentligste årsag til købet. Han ser danskere som dygtige, logisk tænkende, samarbejdsvillige og på særlig vis i stand til at kombinere innovation med praktiske udfordringer. De danske virksomheder har gennem en lille investering og lille størrelse været i stand til at skabe forretning lige fra begyndelsen, fordi vi drives af god forretningssans og samtidig er dygtige til at fokusere på kunder. Og så har danskere ifølge Jagiela en unik sans for design, også inden for robotindustrien. Det er vigtigt, når robotterne skal fungere i samarbejde med mennesker. Mark Jagiela går så langt som til at sige, at de danske robotprodukter ”fungerer på en nærmest venlig måde, jeg aldrig har set andre steder.”

Den amerikanske investor og journalist Frank Tobe er enig. Han kalder den danske robotindustri lige så god, omfattende, støttende og vellykket som klynger i Silicon Valley, Boston/Cambridge og Pittsburgh. Han bemærker den mekaniske dygtighed af de dansk-fremstillede Universal Robots, der for eksempel dominerede på messen Automatica i München i 2018.

Men at verden har et godt øje for de danske robotter, giver også inspiration til at efterligne succesen. Kineserne har fuld fart på udvikling af deres robotproduktion. Kinaekspert Christina Boutrup forventer, at allerede om et par år er kinesiske robotter alvorlige konkurrenter til de danske – ovenikøbet til en billigere pris.

Den risikofaktor er man meget bevidst om hos danske robotudviklere. Thomas Visti, CEO i Mobile Industrial Robots, der netop har tilbragt fem uger i Shanghai, mener dog, at Danmarks robotindustri kan bibeholde sit forspring.

”Danmarks robotindustri har stadig et teknologisk og markedsmæssigt forspring. Vi skal udnytte og cementere den position, vi har på verdensmarkedet, ved fortsat at investere i udvikling. I Danmark er vi hurtigere til at udvikle helt nye produkter, og vores produkter bliver valgt til, fordi kunderne erfarer, at kvaliteten og driftssikkerheden er markant højere, end det der kommer fra blandt andet Kina.”

Det danske roboteventyr er en realitet. Også set fra udefra.

Tilføj en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort. Markerede felter skal udfyldes *

*

200-125   300-075   210-260   210-060   300-115   100-105   300-101   400-101   300-320   300-070   300-206   200-310   300-135   300-208   810-403   400-050   640-916   642-997   300-209   400-201   200-355   352-001